Hvem er jeg, og hvordan er jeg kommet hertil??
– som det kan ses på mit navn ”Jylland's” er jeg ikke født i huset, men da jeg hørte om forholdene hos min nye familie, kunne jeg næsten ikke vente med at flytte hjemmefra – selvom jeg havde et rigtig dejligt barndomshjem.
Der var altid en killing eller to at lege med og måske også en onkel eller to samt min mor og en tante til at hjælpe med opdragelsen, men mine fremtidsudsigter som hankat i det hus var ikke for lyse – kig en gang på billederne af mig og så på hankattene hos ”Jylland”. Det gjorde det ikke bedre, at jeg er nært beslægtet med næsten alle husets hunkatte - forskellen mellem min halvbror Hagbard og mig er for lille, til at vi begge kunne blive i huset – og så var det, at jeg gav mig til at se mig om efter et nyt hjem.
Mit nye hjem er dejligt, vi skal godt nok deles om kun et menneske, men bortset fra en ældre ”tante” som tilsyneladende forventer respekt fra mig, selvom hun er steriliseret, er der i øjeblikket ikke mere end to hunkatte i huset – den ene af dem, Clementine, er tilsyneladende ikke klar over, at hun er ældre end mig, for vi leger så godt sammen.
Hendes mor Alice skal jeg passe lidt mere på, hun er en voksen dame og kan ikke se det sjove i at blive overfaldet fra et baghold – jeg tror, at det har noget at gøre med,at hun havde fem drenge i sit første kuld, hun kan ikke lade være med at prøve at opdrage bare lidt på mig.
Til daglig gør jeg, hvad jeg kan, for at sørge for at mit menneske fortsat elsker mig:
jeg lægger mig på hendes arme helt oppe under hovedet, mens vi ser fjernsyn, jeg forsøger at kravle samme sted hen, når hun sætter sig ned for at tale i telefon, og om natten – det er næsten det bedste af det hele, så lægger jeg mig på hendes brystkasse og spinder hende et smukt lille stykke om kærlighed lige op i hovedet, og for rigtig at vise hende, hvor højt jeg elsker hende, masserer jeg hende samtidig med mine forpoter.
Når jeg selv skal sige det, er jeg til utrolig stor hjælp for vores menneske i den daglige husholdning, jeg prøvesmager al den mad, jeg kan komme i nærheden af – det ville jo være frygteligt, hvis der blev serveret noget, som ikke smagte godt. Jeg er absolut ikke kræsen, alt kan spises, indtil det modsatte er bevist; og al mad er kattemad – ellers er det simpelthen ikke mad.
Indtil videre har jeg været på et par udstillinger, og jeg vil mene, at jeg klarer mig rimeligt godt, men jeg vil også gerne gøre mine forældre stolte over mig; jeg lader mig endda både vaske, pudre og frisere for at komme til at se endnu bedre ud – hvis det da kan lade sig gøre.
Jeg hørte den anden dag på en katteudstilling, at en interesseret ejer af en sikkert ganske udmærket hunkat spurgte lidt til mine tjenester, men der må jeg beklage dybt, for mit menneske vil ikke låne mig ud.
Igen i år lod jeg mig fotografere af den bedste fotograf jeg endnu har mødt:
Åsa Petré fra Sverige-hun signerer alle sine billeder og har copyright på dem.
